tirsdag den 12. juli 2011

Well hello

Det er godt nok længe siden.. men tror jeg er klar til at dele lidt igen.

Jeg har gravet mig selv godt og grundigt ned i løbet af vinteren og jeg har været svær at få fat på, selv for folk som kender mig rigtig godt. Jeg er på vej ud af skallen igen og er ved at have god kontakt til både de gamle venner og forhåbenlig ved at etablere nogle nye venskaber. Men gud hvor er det dog ikke nemt når man skal lære nye mennesker at kende. Jeg er ikke den mest selvsikre person, og jeg bliver altid alt for nervøs, specielt når jeg skal snakke i telefon med folk jeg ikke kender. Det bliver alt sammen meget koldt og klinisk og jeg ender mest af alt med at lyde som en sergeant der deler ordrer ud til sine rekrutter. Hvilket egentlig er underligt, for jeg er født med en stor del empati, og jeg bekymrer mig meget om mine omgivelser, men jeg har åbenbart lidt svært ved at få det igennem når jeg skal lære folk at kende. Måske er jeg også bare blevet lidt skuffet nogle gange, men jeg synes selv at de mennesker jeg har valgt at satse på denne gang, er værd at satse på. Jeg er bare lidt for bange for at de ikke gider mig. Mest fordi jeg har en god portion selvhad i reserve efter min nedtur. Så hvis jeg føler en usikkerhed eller forvirring fra deres side, tolker jeg det gerne som at de tager afstand. Hvilket jeg så også selv gør. Det må heller ikke være nemt for dem at vide at jeg faktisk gider dem, når jeg bliver ved med at svinge mellem to yderpunkter.

Skal jeg se lidt positivt på det (og det er jo det jeg skal ;) Så er der jo lykkedes før at få venner, så jeg kommer vel over al det akavede og forvirrende og hen til venskaber det holder.

torsdag den 29. april 2010

Jeg er lidt bange..

Jeg er lidt bange, for alt det her med at være voksen. Jeg er lidt bange, for at have taget permanent skade af min stress. Jeg er lidt bange, for at leve livet...

På lørdag flytter min søster og jeg officielt, og endeligt(!), ind i vores lejlighed. På den ene side glæder jeg mig rigtig meget. Men på den anden side er jeg skrækslagen ved tanken. Det føles godt, men på den anden side minder det mig, alt for meget om sidste gang jeg flyttede hjemmefra. Dengang flyttede jeg sammen med en kæreste og jeg gik op i alt det der med at gøre det godt for os begge to. At hygge og nusse og pleje vores fælles hjem. Og jeg glædede mig over at gøre det. Men så på et eller andet tidspunkt forsvandt hyggen og det hjem blev et stort kaos. Det var ikke længere mit hjem og jeg blev nød til at finde et andet.

Jeg endte hjemme ved min mor, men det har ikke rigtig føltes som et hjem. I hvert fald kun til låns. Så de sidste 5 måneder har jeg ikke haft et fast stå sted. Jeg har følt mig lidt hjemløs og jeg har savnet at have noget der var mit eget. Men et eller andet sted har jeg nydt at der ikke var noget ansvar, at der ikke var noget der var mit. For det gjorde for ondt at tænke på det nederlag jeg følte da jeg flyttede. Nu flytter jeg igen. Jeg har gået og glædet mig til den dag i flere måneder, men nu hvor den er her, er jeg fuldstændig skrækslagen ved tanken.

Jeg er nød til nu, for alvor, at finde mig selv igen. Jeg skal starte forfra med at skabe noget der virkelig er mit. Kun for min skyld. Kun for mig.

Kun for mig.. Det er den mest simple sætning at sige. Jeg har bare så svært ved det. For jeg har altid haft den ide, at jeg skulle gøre mit bedste for at gøre andre glade. Det kostede mig bare for meget sidste efterår. Det fik mig helt ned med nakken og nu må jeg tage mig selv i kraven og gøre det her for mig selv. Jeg er bare ikke født til at være egoistisk. Men jeg ved jeg klarer det. Jeg ved at det her bare er endnu et skridt imod at blive et helt menneske igen.

Da jeg startede med at skrive, havde jeg en følelse af angst i hele kroppen. Den er ved at lette nu, men det slår mig lidt at det hele hænger sammen på en helt fantastisk måde. At hver gang jeg tror at det er et nyt problem der opstår. En ny angst eller en ny tristhed. Så er det bare et hint om, at der ligger en løsning eller en forklaring lige for snuden af mig. Jeg ved jo godt hvorfor jeg er bange for at flytte. Det er jo nu det bliver alvor. Det er nu jeg virkelig gør noget for mig. Det er nu jeg får mit eget sted og nu jeg skal lære at være mig igen. Og det skræmmer mig. For når man ikke har et sted som er ens eget og 'kun' har et sted man låner, så er det så nemt at glemme. At ignorere symptomerne og fortrænge årsagen. Det bliver snart lidt sværere. Og godt det samme. :)

lørdag den 24. april 2010

Koncentrationsbesvær

Argh! Da jeg startede på skole efter min sygemelding, havde jeg ikke regnet med at manglende koncentration ville blive det største problem. Jeg havde forventet at det ville være problemer med at glemme ting eller at jeg blev streset. Men nej, min hjerne spasser totalt ud og 'hopper af' når det passer den. Så når jeg er i skole forsøger jeg virkelig at holde mig til undervisningen eller lytte til læreren, men det ender med at jeg sidder og falder i søvn eller tegner krusseduller på mine papirer.

Har lige sidder og googlet for at finde diverse øvelser der kan hjælpe. For jeg føler seriøst det er ved at være et problem. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget lige nu. Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen og jeg kan ikke koncentrere mig i selskab med andre. Så det ender med alle mulige dumme overspringshandlinger eller at jeg tager hurtigt hjem igen fra fester eller besøg hos venner.

Jeg har altid været god til at falde i staver, men det er bare lidt for slemt for tiden. Jeg er træt af at jeg hele tiden falder hen og ikke hører hvad der foregår rundt omkring mig. Og det gør mig egentlig skide frustreret og ked af det når jeg opdager at jeg ikke har hørt hvad der er blevet sagt til mig. For selvom jeg altid har gjort det, så irriterer det mig virkelig at det er så meget værre nu og at jeg ikke rigtig kan styre det. Selvom nogle af dem rundt om mig, siger det ikke er blevet værre, ved jeg bare selv at det skyldes min stress.
Jeg er træt af det. Jeg vil bare gerne være mig selv nu. Eller okay, jeg forventer ikke at blive mit gamle jeg, da det her har ændret meget for mig. Men så vil jeg bare gerne blive mit nye jeg med det samme. For mit nye jeg skal ikke være så skide ukoncentreret og fjern som jeg er p.t.

Jeg er også pisse nervøs for hvordan den koncert kommer til at gå. For det er mig der står for alt planlægning og arbejde op til og det er mig der skal holde styr på det hele på selve dagen. Jeg er glad for at det er sådan, for jeg har mulighed for at overbevise mig selv om at jeg ikke er gået helt bag om dansen efter min sygemelding. Men jeg er bare så bange for at jeg ender med at gå helt ned på det, fordi jeg ikke vil kunne klare at miste koncentrationen på et uheldigt tidspunkt, lige netop den dag. Der skal ikke meget til at vælte mig den dag, tror jeg.

Så lige nu mangler jeg en eller anden fast hverdagsrutine. Bare en lille ting som måske kun tager fem minutter hver dag, men en ting hvor jeg er nød til at leve her og nu og som jeg kan gøre hver dag uden at køre sur i det. Og noget som får mig væk fra alle mine overspringshandlinger. Jeg ved bare ikke hvad. Har mest lyst til at skrige min lunger ud lige nu!

torsdag den 8. april 2010

Sidetracked.

Føler mig lidt sat af. Kørt ud på et sidespor. Altså bare sådan rent mentalt.
Jeg kan ikke rigtig komme i gang igen efter ferien. Vi har projekt i den her uge og næste uge. Værdikædeprojekt, det er lige så spændende som det lyder.
Normalt kan jeg godt finde ud af de ting vi laver på skolen, men lige det her projekt kan jeg slet ikke komme i gang med.

Alt det vi bliver undervist ryger ud, hurtigere end det kom ind. Så jeg føler egentlig bare jeg sidder og lytter til de andre, uden at bidrage med noget særligt.

Jeg tror jeg er kommet til en ny fase, i den proces der skal hjælpe mig tilbage til et helt menneske. Jeg føler mig bare ikke helt klar. Jeg var jo egentlig lige ved at finde et ståsted, hvor der var plads i mit hoved til at yde, lytte og bidrage. Men BANG! så kom det snigende og jeg nåede ikke at opdage det. Så nu er jeg sat ud af spillet igen. Dårlig timing Better!

Den fornemmelse jeg har i mit hoved nu, er tomhed. Næsten stilhed af og til. Sjovt nok den stilhed jeg ønskede da jeg var sygemeldt. Dengang var der kun hvid støj og flimren. Jeg forstår bare ikke hvorfor det skal være lige nu! Jeg har ikke tid til at skulle granske min sjæl lige nu. Jeg kan ikke helt overskue at skulle være den person i gruppen, der skal have pauser og en stille stund konstant. Jeg er træt af at skulle prøve at forklare fremmede mennesker om noget så privat, noget som jeg ikke helt selv ved hvad er endnu. Og jeg ved at det kommer til at lyde vrøvlet og usammenhængende. Jeg ved bare også at jeg er nød til det, for jeg vil hade mig selv hvis jeg ikke får det sagt.

Havde egentlig håber den her blog kunne gøre mig lidt glad. Eller i det mindste få mig til at tænke lidt positivt. Men den klump jeg havde i halsen da jeg startede, ville ikke engang blive til tårer. Det er nok for tidligt endnu.
Så nu er det bare tilbage til at tage en dag af gangen. Huske at passe på mig selv først og huske at finde et stille øjeblik. Huske at få tømt mine tanker ud inden jeg går i seng og huske at snakke med dem, der så gerne vil lytte.

tirsdag den 6. april 2010

A whole new woooooorld!

Sidder alene og tænker i aften. På fortid og fremtid. Og hvordan jeg ikke kan glemme det ene og frygter det andet.

Samtidig pløjer jeg youtube igennem for Disney soundtrack! Der er simpelt hen ikke noget bedre når man er lidt trist. Sangene er både vemodige, melankolske og energisk fremadrettede samtidig. Sådan lidt, fæld en tåre og af sted mod solnedgangen-agtige.

You can call me Lucky Luke!

onsdag den 24. marts 2010

Ideen om at blogge er par gang i ugen, er da vist gået fløjten.

Har ikke haft tid. Eller måske er det nærmere mit overskud der har manglet.
Jeg har været så fokuseret på at følge med i skolen, at alt andet er blevet skubbet i baggrunden.
Men som jeg nok burde have vidst, bliver det der ikke særligt længe af gangen.

Så nu har jeg besluttet at jeg ikke tager i skole imorgen. Jeg har så mange søde nye klassekammerater, men jeg kan ikke overskue at forholde mig til dem lige nu. Jeg har en af de dage hvor jeg knap nok kan udholde mit eget selskab, så vil spare dem - og mig selv, for det imorgen. Så må jeg se om jeg kommer afsted fredag i stedet.

Fik lige foreslået en vidunderlig sanger af en veninde, Paolo Nutini. Han har en meget genkendelig stemme, sådan en man enten elsker eller hader. De sange jeg lige har hørt, er helt aldeles fantastiske.

Men lige nu hører jeg Antony and the Johnsons' Hope there's someone




Jeg elsker den sang. Den er så dejlig trist og forførende. Man kan næsten ikke andet end at drømme og slappe helt af til den sang.

Vil prøve at se om jeg ikke kan få skrevet igen imorgen. Jeg har jo godt af det. Og et helt hoved fuld af ting at skrive om.

torsdag den 4. marts 2010

Lettelse

Jeg har valgt at tage den forrige blog ned igen.

Men jeg vil bare sige at jeg er virkelig taknemmelig lige nu. Taknemmelig for kvinder med ben i næsen, som ender med at tage hjem og få den hjælp de mangler. Det kræver sin kvinde.